
De ni stjerner er tilbage
Om historien
En vintermorgen skal Rangi og mormor kravle op på en bakke før daggry for at se Plejaderne vende tilbage til himlen og byde det maoriske nytår velkommen. Første dag regner det, og anden dag skjuler skyerne stjernerne. Mens de venter, fortæller mormor historier om hver enkelt stjerne og også om morfar, som de savner.
Åbn i LæsekramLæs første side
En vinteraften var det så koldt.
Rangi tog morfars røde uldhue på. Den var lidt for stor,
så den hele tiden gled ned til øjenbrynene.
Det tager dit barn med sig
At kende det maoriske nytår, at mindes og sige tak
Godt at vide som forælder
Matariki er en lille klynge af stjerner, nemlig Plejaderne. Hver vinter (juni og juli i New Zealand) dukker de igen op lavt på himlen i øst før daggry, og for maorierne er det nytår. Siden 2022 er Matariki også en officiel helligdag i New Zealand. Ifølge den maoriske astronom Dr Rangi Mātāmuas oversigt har Matariki ni stjerner med navne, som hver tager sig af noget: Matariki (stjernemoderen, der tager sig af alles sundhed), Pōhutukawa (der følger dem, som har forladt os i det forgangne år), mad, der gror i jorden (Tupuānuku), mad og fugle, der lever i træerne (Tupuārangi), floder og ferskvand (Waitī), havet (Waitā), regn (Waipuna-ā-rangi), vind (Ururangi) og ønsker (Hiwa-i-te-rangi). Stammerne fortæller det ikke helt ens: Pōhutukawa og Hiwa-i-te-rangi regnes ikke med hos alle stammer, og nogle steder ser man i stedet på en anden stjerne, Puanga (Rigel). Når man byder Matariki velkommen, råber man navnene på de slægtninge og venner, som er døde i årets løb, og man koger mad i en jordovn, så dampen stiger op mod himlen for at "invitere stjernerne til at spise", og så ønsker man sig noget for det nye år. Stjernekiggerens trick i historien er sandt: Ved meget svage stjerner ser man dem dårligere, hvis man stirrer direkte på dem. Hvis man kigger lidt ved siden af og bruger øjenkrogen, ser man dem tydeligere. Når man går op på bakken før daggry, skal man have varmt tøj på, være sammen med de voksne, blive på stien og lade være at gå, når det regner. Barnet hjælpes også med at møde savn: Man er bange for at glemme, fordi man elsker. Hvis man fortæller små historier om den person, kommer stemmen og ansigtet tilbage.





